Nytårsopgave hos Den nye skriveskole.

Man skal beskrive en person, som er ens egen diamentrale modsætning – og som man ækles ved.

Grundene.

Jeg havde købt ejendommen, som faktisk ikke havde noget jord, som hørte til. Men jeg havde en opgave, som jeg skulle –  og ville fuldføre – til stor tilfredsstillelse for mig selv og for andre.

Jeg kan være så jovial og sympatisk i min fremtoning, når jeg synes – dog kan jeg skifte som en kamælæon – alt efter, hvad der passer bedst i enhver situation – og det er jeg rigtig glad for – denne evne – det er ikke alle, som har dén. 

Jeg er dygtig – og dreven – til at dreje enhver situation til mit bedste – med en selvfølge, så jeg bare får mine forlangender igennem – hvad ellers?

Det var nøje planlagt – med nogen af dem, man tager hatten af for – og også med advokater, banker – og lokale – både nogen af dem, som har noget at skulle have sagt, et par medløbere – og også nogen, som var bange for mig – det er ikke sjovt at lægge sig ud med mig – det fornemmer folk nok.

Det var meningen, at der skulle komme klingende mønt ud af det hele, indflydelse og  –   opfyldelse af vores planer. Der var ingen tvivl – naturligvis ville det gå efter planen. Der var jo ingen grund til ikke at overtage grundene – rage rundt langt inde i andres haver – med hjemmelavede skelpæle – således så at det blot ville synes upassende, dersom nogen kunne have noget at sige derimod. Fra gammel tid havde der jo ikke sat skelpæle i.

Der var en ældre mand derinde – det fandt man jo nok ud af; men der var også en arving – og hvorledes skulle man så forholde sig til dét? Ville dénne person kunne ødelægge det hele fra en ende af – eller var der monstro en metode til også at uskadeliggøre hende? Man måtte hellere starte fra den venlige ende – det ville nok være klogest.

Man ville jo hurtigt få lavet en stemning – som om det var mig, som var den oprindelige beboer, selvom jeg lige var flyttet ind.

Lofterne hang sammen i den gamle sammenhængende bebyggelse – overhovedet ikke nogen form for skillerum imellem de forskellige beboeres boliger deroppe under taget – helt fint – og hvem ville dog kunne finde på at tænke på dét?

Jeg skal altså bare starte fra en ende af – og ingen vil sige mig imod – standse mig – eller røbe mig – for de får alle sammen noget ud af det – hver især – for deres eget vedkommende – nogen får ekstra jord –  andre de tyvekoster fra grundene, som betyder, at de største jorde bliver friholdt  – og politiet vil aldrig kunne sætte en finger på noget  – kunne måske ellers tilbydes et glas cognac. Alarm 112 stikker vi en plade, som vi kan smøre dem på ærmet. Det kan næsten ikke andet end at lykkes.  –  Det er noget med nogle lednings-ender – der kan ske en pokkers masse på et øjeblik.